Mad med hjertet - Hvad banker dit hjerte for?

mandag den 23. september 2013

Skulle det være en kop Crème Brûlée?

Vi har haft en Tassimo maskine som fast medlem af maskinparken her hjemme. Først i lejligheden og nu i mit fine nye køkken. Vores kaffeorienterede "maskinpark" består i alt sin enkelthed af en tassimo T55, en Moccamaster, en stempelkande, en kaffekværn (og div. smagssatte instantkaffer).

Moccamasteren bliver sat i sving i weekenden når Daniel laves sin store spand kaffe mens vores Tassimo bliver brugt rigtig meget i hverdag og om aftenen i weekenderne. Det er convenience og så er der et produkt til enhver smag.

Kaffekapslen.dk  var så søde at at spørge om jeg havde lyst til at teste et par varianter og det sagde jeg selvfølgelig ja tak. Det er altid spændende at smage nye produkter :)

Daniel valgte Indonesian Lava, da han foretrækker mørk og fyld kaffe. Den er rigtig god, med dybte og karakter.

 Det er oftest Indonesian Lava Daniel drikker i hverdagene

Jeg valgte den forholdsvis nye Crème Brûlée. Den er ikke så stor som f.eks. en Latte Macchiato, men lille cremet kaffe men en rigtig skøn smag af brændt karamel. Det er sådan en lille hygge sag, der gør sig enormt godt som lidt sødt en kold eftermiddag. J

Ja, vores Tassimo er ihvertfald kommet for at blive :)
(og til jer der venter, så lover! lover! lover! jeg at pandekagekagen fra Instagram snart kommer. Tak for mails og kommentarer ;) jeg tager mig sammen!)

mandag den 2. september 2013

En aften på Restaurent Snerlen

Torsdag havde jeg en god aften.. Som i en rigtig, rigtig, rigtig god aften! Skønt selskab, dejlige omgivelser, surværen service og det mest velsmagende, inspirerende, smukke mad.
Fiske & skaldyrs restaurant Snerlen i Frederikshavn havde nemlig inviteret mig og blogpigerne Sabina, Camilla og Kristine på en sanselig aften, hvor kokkene skruede op for charmen og tjenerne fortalte eventyrlige historier om gode råvarer.

På Snerle har de ikke noget fast menukort. De kreative kokke lader sig inspirere og udnytter de friske, lokale råvarer de dagligt får leveret. Blandt andet grønt fra naturbruget Vasen, Sorthummer fra Hirsholmene og friske fisk og skaldyr direkte fra vandkants Danmark.

Som de selv udtrykker: "Hos restaurant Snerlen tror vi på, at vi får en anden frihed til at udfolde os i køkkenet, når vi ikke er bundet af en menukort. Det skaber spillerum for fantasien, giver os frie hænder til at få det bedste ud af dagen råvare og udnytte dem til fulde - uden spild".

"Vores fiskerestaurant har ikke noget menukort, men sammensætter istedet hver eneste dag en ny menu i form af fisk og skaldyr. En menu, der med udgangspunkt i fiskernes fangst og sæsonens grøntsager  og krydderurter, med garanti er dugfrisk, velkomponeret og en overraskelse for smagsløgene".


Vi blev taget imod på bedste manér og nød udsigten over kattegat og frederikshavn by i "det bløde". Det er værd at bemærke at væggen til højre er byder på et kig i de flotteste kogebøger. Ja, jeg kiggede i kogebøger på en restaurant!- og det var så hygeligt ;) alle bør have fine kogebøger.

Her blev vi forkælet med et glas Zilinger Indiskret Zekt Rosé alt imens vi begyndte at føle os temmelig meget hjemme.

Ingen bobler uden lidt sprødt og dette fik vi serveret i form af hummerchips, tangchips og sprødt torskeskind. Specielt de knasende hummerchips kunne vi godt have taget en ordentlig posefuld af med hjem hver.

De porøse og smukke tangchips med de salte undertoner var rigtig lækre til boblerne.

 Et lille forspil
Jeg tror næsten at jeg kan tale vores vor alles vegne, når jeg siger at "det lille forspil" slog benene væk under os. Helt frisk kammusling med ristet koral og beurre blanc. Jeg er almindeligvis ikke til kammusling på grund af konsistensen, jeg må skamme mig må jeg! Virkelig! Den friske, rå kammusling i den skønneste beurre blanc kan godt kategoriseret som vanedannede. Den lette sauce med den runde, fyldige smag og den syrlige kant samt den næsten cremede kammusling overraskede mig positivt og jeg tror faktisk at vi var stille ved bordet i omkring 5 minutter. Nu var der selvfølgelig også kun indtager et enkelt glas bobler på daværende tidspunkt ;)

Dertil blev serveret Van Voxlem Saar Riesling.

En fin detalje på bordet var vinkortet udformet som en flaskepost

 En dugfrisk begyndelse
Dampet, ristet og stegt blæksprutte serveret med nye kartofler fra naturbuget Vasen, silderogn, vagtelæg med rygeostcreme, estragonmayo og tallerkensmækker med morgedug. 
Igen fik jeg afkræftet en fordom - og ja jeg er åbentbart meget fordomsfuld over for enkelte råvarer - for "blæksprutte er jo sejt, kompekt og smager alt andet end rart". 
Næh ikke på Snerlen! Specielt den dampede blæksprutte smagte mildt og skønt og havde en rigtig lækker mør konsistens. Det var en rigtig smuk ret hvor de salte silderogn, den blide blæksprutte og den aromatiske rygeostcreme og estragonmayo komplimenterede hinanden.

Der til fik vi serveret, og nu må vi se om min hukommelse vil samarbejde, lunt speltbrød og maltmuffin med rug? samt kærnemælksrørt smør med blandt andet røget salt.

Besøg fra Skærgården
Dampet rødspætte og courgette fra Svipperhøj med indhylet jomfruhummer (i courgetteblomsten). Dertil smørstegte muslinger fra skærgården og muslingesauce. Billedet yder slet ikke denne smukke ret retfærdighed. Den møre og sprøde courgette dannede sammen med den dampede rødspætte rammen om denne ret og sammen med den skummende muslingesauce var der ikke et øje tørt.
Dertil blev serveret Paul Kubler, Pinot Blanc 'K'

Snerlen ligger på 9. sal i Kattegatsiloen. På et tidspunkt trængte vi til en pause fra al den skønne mad og vi blev derfor inviteret op på tagterrassen, det har udsigt over både by og vand.

En sprød lille sag
Skindstegt multe med gule-, røde- og bolchebeder fra Svipperhøj, sauce gastrik, brunet smør med løg og nødder samt og krondild. Den meget sprøde multe smagte helt fantastisk og den smagte for mig lidt hen af efterår. Jeg mistænker at der er de blandede beder kombineret med de mørke og fyldige aromaer fra fra gastrikken, løg og nødder. Jeg er almindeligvis ikke så meget til beder men i en velkomponeret ret som denne gjorde de sig rigtig godt. 
Hertil blev serveret G. prieur, Bourgogne Blanc, Chardonnay


Sidespring til Hirsholmene
Havtaske stegt på ben og dansk sorthummer fra Hirsholmene med hønseglace, hvid, gul og lille blomkål fra Svipperhøj - også som puré og crudité.
Er du en af dem der fastholder at du ikke kan lide fisk, kan denne flotte ret meget vel få dig på andre tanker. havtasken har en utrolig fyldig smag og en ligeledes fast og fyldig struktur. Dette kombineret med de resterende elementer og jeg er helt solgt! Delikat og smagfuldt med sprøde indslag fra de farvede blomkål og afrundet med den lækre hønseglace.

Dertil blev serveret en rigtig skøn Barala Barolo, Dolcetto d'Alba der fik sat et eftertrykkeligt, afrundet punktum for del salte del af menuen.

Og nu til det søde!

Et friskt pust
Hyldeblomst sorbet på violmarengs med vilde brombær, hindbær fra Svipperhøj, solbær fra egen have og karameltuille.
En lækker, cremet sorbet med en autentisk og naturlig smag af hyldeblomst der fik godt modspil fra den brændte karamelsmag. Det er en dessert der vil falde i god jord hos de fleste.

Det søde liv
Mirabeller fra egen have, serveret på en hvid chokoladecreme (med anis?) med iscreme og gele lavet på hyben, havtorn og gulerødder. Dertil sprøde marengsflager.
Denne ret blev serveret af kokken selv og er et eksperiment fra hans side, der er under udvikling. Den hvide chokoladecreme og isen var utrolig lækker mens gelen ikke rigtig smagte mig. Jeg synes at retten generelt havde en meget "mellemøstlig" og parfumeret smag det fik mig til at tænke på appelsinblomst- og rosenvand, trods de meget nordiske og lokale råvarer.

Til desserterne blev der serveret en lækreste Don PX Natural fra Pedre Ximénes. Det er en sød vin med nuancer af tørrede druer, dadler, honning og eucalyptus.

Jeg er blevet svært begejstret over råvarer jeg aldrig troede at jeg ville blive begejstret over. Menuen på Snerlen er lavet med et glimt i øjet, opfindsomhed og med brug af lokale ressourcer. Hele middagen var gennemført og afspejler det engagement man tydeligt kan mærke hos både kokke og tjenere. Der er fokus på de rene smagindtryk, autentitet og at udnytte friske lokale råvarer på bedste vis.

Kommer nu i nærheden af Frederikshavn, eller bare Nordjylland,  så synes jeg du skal bruge en aften på Snerlen. Lige så vigtigt det er at tænke "lokale råvarer" akkurat lige så vigtigt er det at skabe fokus på spændende, lokale oplevelser og at Nordjylland også har meget at byde på rent gastronomisk. Nordjylland er mere end flade treretters menuer, med ligegyldig betjening og fabrikslavet mad. Und dig selv en god oplevelse!

- Er det svært at komme væk hjemme fra i en hel aften? Jamen så prøv deres Gourmetkasse.
- Kunne du godt selv tænke dig at give dig i kast med at tilberede fisk og skaldyr? Jamen så afholder Snerlen også Kokkeskole, hvor du har mulighed for selv at lave lækker mad samt få fif og tricks. Det kunne jeg ihvertfald godt tænke mig at deltage i :) meget!


Det blev et lidt langt, billedtungt indlæg men som i nok kan fornemme er jeg meget begejstret og vi havde en fantastisk aften. Det er en oplevelse jeg rigtig gerne vil dele med mine forældre, så mon ikke jeg vender tilbage til Restaurant Snerlen ;)

lørdag den 24. august 2013

Blåbærkage med marcipan & kirsebær

Her er opskriften på den skønne kage, som tidligere lovet. Den er nem at lave og blåbær/kirsebær kan selvfølgelig erstattes med hindbær, brombær, ribs eller hvad du har lyst til. Du kan sikkert også bruge friske, udstenede kirsebær, men jeg havde lige et glas syltede kirsebær på lager. Desværre er jeg løbet tør for Sellebergs skønne syltede kirsebær og kirsebærsauce.

Blåbærkage med marcipan & kirsebær
skal og saft af 1 citron
200 g smør, stuetemperatur
200 g sukker
3 æg
200 g mel
3 tsk bagepulver
et lille nip salt
150 g marcipan, skåret i små tern på 0,5x0,5 cm
170 g. blåbær, jeg brugte frosne
170 g. syltede kirsebær

1. Pisk smør, sukker, citronskal og saft lyst og luftigt.
2. Pisk æggene i et ad gangen og pisk godt imellem hvert æg.
3. Bland mel sammen med bagepulve, mel og salt og vend det i dejen.
4. Vend marcipanen i dejen og sørg for den er fordelt godt.
5. Spænd bagepapir ud i bunden af en springform og smør siderne godt. Fordel halvdelen af dejen i formen.
6. Fordel halvdelen af bærene over dejen og tryk dem let ned. Fordel resten af dejen over bærene og glat den ud. Tryk resten af blåbær og kirsebær ned i dejen.
7. Bag kagen midt i ovnen ved 175 g i 50-60 min. Mærk på overfladen og stik midt i kagen med et træspyd for at tjekke om den er færdig. Bagetiden kan variere noget alt efter ovn, så hold øje. Hvis kagen bliver for mørk i sidste del af bagningen, kan du dække den til med lidt staniol.


fredag den 23. august 2013

Besøg af mormor, morfar og farmor

Se vi har fået græs! plænen ser godt nok lidt tyndhåret ud lidt endnu, men der er græs! Det begynder endelig at ligne andet end et hus der er smidt lidt tilfældigt på en byggegrund. Derfor havde jeg også inviteret min mormor, morfar og farmor til at komme at se huset og selvfølgelig en omgang eftermiddagskaf'.

Udsigten over mod den nordlige del af vores grund inkl ukrudt og en rebelsk stribe jord.

Vores kommende nabo mod vest og deres nabo. De er nemlig ikke begyndt at bygge endnu, med de regner med at komme igang i næste uge. Med lidt held er alle grundende beboede ved årsskiftet :) Så kan vi få lavet kantsten, lagt asfalt og gadebelysning.
Vores sydlige naboer, der snart er færdige, og vores indkørsel og vores græs. Vi har indhegnet det meste af haven og hele terrassen, så Pixi kan luske rundt ude i haven uden at stikke af.

Og hun nyder det! Så længe hun ikke drøner rundt og risikere at rive græsset op må hun godt være på det :) Det er godt med en lille middagslur i det fri.

Og så er det helt fantastisk at kunne holde øje med alt udenfor.

Ingen gæster uden kage og når det er så fint besøg skal der bestemt ikke mangle noget. Der er sæson for alverdens gode sager lige nu, så det blev det jeg lidt tog udgangspunkt i.

Det blev til en lækker blåbærkage med kirsebær og marcipan.Selvfølgelig serveret med en omgang creme fraiche, friske blåbær og kirsebær on the side.

Der blev også bagt speltboller ala Kristine.

Cookies ala Sabina

Godt der er rester af den gode kage til i aften! Alle synes at huset er blevet rigtig godt og vi fik endda også brugt terrassen helt hen til kl 18. Jeg tror faktisk efterhånden at vi har fået vist huset frem til langt de fleste, men vi mangler stadig min moster og onkel. Mon ikke vi kan invitere dem om ikke så længe ;)

Opskrifterne må komme lidt hen ad vejen :) Jeg satser på at kagen kommer på bloggen i morgen. Kan i have en rigtig god, forhåbentlig solrig og lun, fredag aften.

onsdag den 14. august 2013

Kyllingesalat med jordbær-dijondressing

Sommeren er desværre allerede ved at være forbi, men sikke en begivenhedsrig og travl en af slagsen. Indflytning i det nye hus, indkøb af møbler mm. have, terrassen, indkørsel, indhegning, græs, IKEA saml-selv-helvede Der er i hvert fald nok at se til (og bruge penge på). Lige nu venter vi spændt på at græsset titter frem, så Pixi kan få lov til at lege i sin nyindhegnede have.

For et par dage siden fik vi denne lækre og meget sommerlige salat. Dressing er rigtig lækker og vil bestemt også gøre sig godt med hindbær eller brombær.

Det er med at nyde de aller sidste danske jordbær

Kyllingesalat med jordbær-dijondressing 4 pers
4 stegte, afkølede kyllingebryst i skiver
1/2 agurk i tern
150 g salatblade
2 avocadoer, i skiver
2 pærer el. æbler, i skiver el. tern
100 g friske jordbær, halveret
100 g feta skåret i tern
parmesan revet groft
friskkværnet peber

1. Fordel alle ingredienserne til salaten på et fad og anret til sidst med kylling, parmesan og peber.

Jordbær-dijondressing
200 g friske jordbær
1 1/2 spsk dijonsennep
2 spsk honning
3 spsk hindbæreddike
1 1/2 dl rapsolie (smagsneutral olie)
et nip salt

1. Blend jorbær til puré. Jeg brugte bare min bamix.
2. Tilsæt sennep, honning, eddike og salt.
3. Blend det godt og hæld olien i under omrøring. Smag til!
4. Hæld en smulte dressing dekorativt over salaten og server resten i en fin lille kande eller flaske.

fredag den 2. august 2013

Brioche med nutellagelato, jordbær og hot fudge sauce


Mit kontrollerende, planlæggende, putte-ind-i-et-skema, strukturerede jeg elsker at vide hvornår jeg får gæster, hvad vi skal have og meget gerne have en lille tidsplan. Men men men, jeg tror at hele det her hushalløj har rustet mig lidt bedre til at håndtere og sætte pris på spontane ting. f.eks. da min skønne onkel, tante og fætter overraskede os til rejse gildet ved at have medbragt borde, stole, varme pølser, brød og diverse tilbehør. Hvor meget varmer det ikke lige?!

Eller når mine forældre og fiehunden pludselig holder i indkørslen fordi de lige ville se hvordan det gik og endda have fine blomster med. Og at de tilfældigvis har traileren på slæb så Daniel og min far kunne hente vitrineskabe til os i IKEA. Nogle gange er det okay at tingene bare sker spontant og alt ikke behøver være planlagt i mindste detalje :)

Tilbage til desserten fra blogpigernes besøg. Brioche en sødlig type brød bagt på smør. De fleste opskrifter jeg stødte på ville gerne have at dejen hævede køligt natten over, men det rakte min tid ej til i denne omgang. Derfor brugte jeg denne opskrift der måske er lidt med snyd på, men den smager dejligt.

Små brioche brød 8-10 stk
1 dl lun sødmælk
15 g. gær
3 æg
2 spsk sukker
et stort nip salt
ca. 380 g. hvedemel
125 g. blødt smør i tern + ekstra til formen
1 æggeblomme

1. Rør gæren ud i den lune mælk.
2. rør æg, sukker og salt deri.
3. Rør 2/3 af melet i dejen og ælt dejen i min 5 min. Den er meget klistret.
4. ælt skiftevis smør og mel i. Ælt dejen godt i et par minutter til den er ensartet og sammenhængende. Lad dejen hæve tildækket i 1 time et køligt sted.
5. Slå dejen ned og lad den hæve igen i 30 min.
6. del dejen i 16-20 stykker og tril dem til kugler.
7. Smør formen godt med smør og læg to kugler dej i hver fordybning. Jeg brugte en form til minirugbrød med 8 huller. Hvis du har en almindelig muffinplade vil jeg tro at du måske vil kunne dele dejen i 30 stykker, trille til kugler og lægge 3 kugler i hver fordybning.
8. Lad dejen efterhæve i 20 min. og bag de små brød ved 220 grader i 15-18 min. og lad dem køle helt af.

Gelato med Nutella
1,75 dl Nutella
1 dåse kondenseret mælk
1/2 liter mælk (jeg brugte bare skummetmælk)
2 1/2 dl piskefløde
et lille nip salt

1.Rør nutella og kondenseret mælk sammen i en skål.
2. Rør lidt efter lidt først fløden i og derefter mælken. tilsæt salt.
3. Kør isen på ismaskinen. Alternativt kan du hælde ismassen i en nedkølet bøtte og sætte den i fryseren. Sørg for at røre i ismassen engang imellem så der ikke kommer iskrystaller..

Hot fudge sauce
1 dåse kondenseret mælk
170 g mørk chokolade, hakket
4 spsk smør
1. Varm forsigtigt den kondenserede mælk op under omrøring og rør  chokoladen ud der.
2. Når chokoladen er helt smeltet og saucen er varmet igennem et par minutter røres smør i og saucen serveret varm, dig ikke så varm at gæsterne brænder sig ;)

Så er det bare at lade det indre legebarn og fantasien slå sig løs. Jeg hakkede lidt M&Ms og en crunchie bar for at give lidt knas, men det kunne også være rigtig godt med hakkede nødder til. Har du overskud er jeg sikker på at en omgang honey comb /hokey pokey vil gøre lykke hos gæsterne. Det er nemt og kræver ikke så mange ingredienser. Og så smager det fantastisk i is eller dyppet i chokolade!

torsdag den 1. august 2013

madbloggerbesøg af den fineste slags!


I torsdags have jeg besøg af de søde blogpiger, nemlig Sabina, Kristine, Bitten og Camilla. 
Huset er endelig ved at se både beboet og hyggeligt ud nu og så havde jeg hørt at de ar lidt nysgerrige efter at se det ;) bare lidt! Det var også alt for lang tid siden at vi havde set hinanden sidst

Der var meget meget varmt den dag, for at sige det mildt. Og med en sprit ny Weber gasgrill der skulle indvies, blev det rigtig sommermad.

Kalkunspyd med ananas og chorizo. Kødet er marineret i en sjat BBQ marinade fra Santa Maria
,peanutbutter, røget paprika, hvidløg, Alfred & Katrines skønne, ufiltrerede ketchup og 1 spsk mørk muscovadosukker. Hvis du bruger træspyd, så husk at sætte dem i blød i vand i min. 1 times tid. Jeg plejer bare at bruge en halvliters vandflaske med låg.

I denne grønne afdeling blev det til en frisk coleslaw-ish spidskålssalat med med æbler, tranebær og vindruer. Den er et hit herhjemme p.t. da den er nem at lave, taknemmelig i forhold til hvad du har af grønt og så er eventuelle rester også ret gode dagen efter.

Spidskålssalat med æble, tranebær & græskarkerner
1 lille spidskål
5 gulerødder
2 æbler
1 stor håndfuld kernefri vindruer
2 håndfulde tørrede tranebær
2 håndfulde græskarkerner, gerne ristet på en hed pande med lidt salt.

1. Snit spidskål fint, skræl gulerødder og riv dem groft, skær æblerne i tern og halver vindruerne.
2. Bland det hele godt sammen med tranebær og græskarkerner.

3 1/2 - 4 dl creme fraich - jeg brugte halv creme fraich 9% og halv A38
2 1/2 tsk dijonsennep
2 tsk honning
2 tsk hyldeblomseddike
salt, peber

1. Rør alle ingredienserne sammen og smag dressingen godt til.
2. Rør dressingen i salaten, så den er fordel godt.
3. Lad salaten trække en god times tid før servering.

Note: Salaten er også ret god med fintsnittet blegselleri eller ananasstykker. Ristede nødder, specielt karameliserede valnødder går også rigtig godt dertil. Et godt drys hallet, bredbladet persille gør sig også rigtig godt.


Foccacia med grov ølandshvede, røde druer og timian
Ingen grillhygge uden noget godt brød og hvad er bedre end hjemmebagt. Teknisk set skal der nok være durummel mel i for at det kaldes en foccacia, men mon ikke det går. Ølandshveden gør det ihvertfald rigtig godt.

50 g gær
3 dl lunt vand
3 dl yoghurt
2 tsk salt
1 tsk sukker
5 spsk olivenolie
200 g grov ølandshvede
ca. 750 g hvedemel, gerne tipo 00
2-3 spsk olivenolie
1/2 bakke røde, kernefri druer
frisk timian
flagesalt

1. Rør gæren ud i det lune vand og tilsæt yoghurt sammen med salt, sukker og olivenolie.
2. Rør ølandshveden i.
3. Ælt lidt efter lidt hvedemel i til dejen er mættet. Ælt i min. 5 min. Dejen må godt være tung og lidt klistret. Lad den hæve tildækket i 1 time.
4. Slå dejen ned og tryk den ud på et stykke bagepapir i en stor bradepande. dejen skal være 3-4 cm tyk.
5. Fordel det sidste olie over dejen, fordel frisk timian og tryk det ned med fingrene. Tryk vindruerne ned i dejen og drys med flagesalt.
6. Lad dejen efterhæve i 30 min.
7. Bages ved 250 grader i ca. 15-17 min.

Sabina havde hvisket i mit øre at hun da godt kunne spise is og med den varme den dag var det også ret oplagt.

Da jeg var yngre var jeg i Italien med mine forældre. Der så jeg is blive serveret i bløde boller og efter at have set det igen i TV vidste jeg at jeg blev nødt til at prøve at lave det selv. Desserten blev derfor bløde brioche med nutellagelato, hot fudge sauce, jorbær og knust crunchie bar. Det er bestemt noget jeg skal lave igen :) Opskrifterne får et indlæg for sig.

Jeg fik også de fineste værtindegaver! De er nu ikke så tosset at have rare gæster på besøg

mandag den 29. juli 2013

Madklub med brødtema

Så har mig og yndlingstøserne haft endnu en hyggelig omgang madklub. Vejret var fantastisk og det var helt perfekt at nyde den gode mad og det gode selskab udendørs. Temaet i denne omgang var brød/madbrød! Ved et tilfælde var alle retterne ret italienske :)
 
 Jeg stod for forretten, men jeg var simpelthen så ideforladt. Jeg fandt faktisk først ud af forretten dagen før :) Den er meget enkel men overraskende god synes jeg.

Crostini med ristede vindruer, creme fraiche og timian 4 pers
1 ciabattabrød
1/2 bakke røde, kernefri vindruer
olivenolie, smør
1 fed hvidløg
en lille håndfuld frisk timian
creme fraiche 38 %
salt, peber

1. Skær brødet i skiver på ca. 1 1/2 cm, rist på begge sider og gnid med hvidløg.
2. Varm en pande op ved middel varme hæld olie og smør på. Tilsæt derefter vindruer og frisk timian.
3. Steg vindruerne i 10-12 min til de er møre. Vend rundt i dem engang imellem.
4. Smør brødskiverne med creme fraiche og drys med salt og peber.
5. Anret vindruerne på brødet, drys med lidt frisk timian og server straks.

Note: Det er en lækker lille, nem forret der gør sig godt på en varm dag. Jeg kunne forstille mig at det også kunne være rigtig lækkert med ricotte istedet for creme fraiche.


Værtinden lavede en skøn pizza med cheesy crust, skinke og cherrytomater.

Desserten var enorm skøn og passede rigtig godt til det sommerlige vejr. 

Små bløde brioche med vaniljeis, banan, hindbær, fudge sauce og rutebiler. Så godt! Jeg kan huske at have set dem dengang jeg var med min familie i Italien :) Så da der blev spurgt om jeg havde en ide til dessert var der ikke meget tvivl.

tirsdag den 23. juli 2013

Sommer & Ferie



Der er godt nok stille herinde lige nu! Den danske sommer er for alvor over os og jeg nyder solen og for det meste varmen i fulde drag. 


Der bages stadig her i det fine hus og is er der også blevet produceret en del. Det er dog mest gamle kending bl.a. jordbærsorbetbaileys is og peanutbutter cookie dough is. Det er også blevet til kirsebæris og den populære peanutbutter is, men opskrifterne må lige vente lidt.



Jeg har forresten også været på ferie i både Birmingham og Skallerup Klit (der er billeder fra begge ferier på instagram: madmedhjertet). Specielt det første kan anbefales! Det er altså en ret undervurderet by og jeg havde en helt fantastisk tur sammen med en af yndlingstøserne fra madklubben. Jeg håber at jeg hurtigt kan få styr på billederne og lave en lille bitte miniguide med tips og ideer. Der er faktisk madklub i dag og jeg regner stærkt med at vi skal snakke om turen og der er nogen der skal have gaver!


Jeg har faktisk også en rigtig rar hindbærcheesecake jeg skal have vist jer :) Jeg må hellere komme ind i en god blogstime igen!