Mad med hjertet - Hvad banker dit hjerte for?

søndag den 3. november 2013

Så blev Daniel 30!

- Og det gjorde næsten ikke ondt på ham, tror jeg!

Det er det første "tamtam" vi har holdt i vores dejlige nye hus og vi mangler derfor en del ting for at kunne holde fødselsdag med spisning for 16 personer. Vi har derfor lånt lidt hist og her. Lidt tallerkner, lidt ekstra bestik, bord og dug. Det løber jo alt sammen hvis man selv skal købe det og vi skal prioritere lidt da vi stadig mangler ting til huset. Altså sådan nogle kedelige ting som rive, sneskovl, vandkande, og dørriste ;)

16 sultne gæster betød selvfølgelig også en del madlavning da de var inviteret til kl 13 til forret, hovedret og dessert. Mit eget lille tema i jagten på inspiration var "kan det laves dagen før?". Det er stressende nok, selvom det er enorm hyggeligt, at have så mange gæster at skulle sørge godt for.
Mine valg faldt derfor på nemme, forholdsvis nemme retter de fleste kan lide :)

Forretten var ca 7 liter Karrysuppe med fersken - dog med stegt kylling i stedet for rejer og lidt peberfrugt, æble og gulerod i. Den blev serveret med creme fraiche og lunt brød til. Jeg er ikke så god til almindelig karrysuppe, men den her smager rigtig dejligt.

Det grønne indslag på det lillebitte "ta´selv bord" var en rissalat med røde linser og kirsebærvinaigrette. Den skal selvfølgelig sammensættes på dagen, men de indledende faser f.eks. koge og afkøle linser og ris kan snildt gøres dagen før.

Det blev også til et par rigtig lækre tærter, det blev lavet dagen før og opvarmet på dagen. Det er en tærtebund på ølandshvede med broccoli med bacon, mandler og parmesan.

 Fyldte, halve jalapenos med en cheddar flødeostblanding og viklet i bacon.

Det var det jeg valgte at servere :) selvfølgelig med mulighed for at fylde fadene godt op igen. Jeg havde også lavet en rigtig retro tunmousse, der altid er et hit. 

 Der blev selvfølgelig sørget for god ro og orden i køkkenet (og rene gulve!)

 Samt underholdning af gæsterne :)

Desserten - åh desserten! der skiftede jeg godt nok mening mange gange. Kan de nu lide det? Er det for meget? For lidt? og passer det overhovedet sammen? Igen var det ret vigtigt at det kunne laves dagen før. Desserten var en desserttallerken med en vanilje panna cotta med yoghurt og bær på toppen, brownie toppet med en chokoladecreme på flødeost. sidst et lakridskys og et kirsebærkys, der var det lidt sprødere indslag. Hvis gæsterne gik sultne hjem var det godt nok deres egen skyld ;)

Dessertsamlebånd! Browniestykkerne var lidt store, men man må jo gerne levne :)

Det var en utrolig dejlig dag med både Daniels og min familie, det alle var rigtig søde til at hjælpe til. Min kære "mand" fik også rigtig mange gaver som begge får stor glæde af her i huset. Bl.a.:

- En sort glastavle
- Højtryksrenser
- Dørrist
- Gavekort til Bauhaus og Starck (enormt mange voksenpoint lige der!)
- Mørtelbør

Opskrifterne jeg ikke har herinde i forvejen skal nok komme løbende :)

2 kommentarer:

anjoe sagde ...

Et forsinket tillykke med de 30 år til Daniel :)
Det er fornuftigt at fravælge porcelæn, bestik, glas m.v. til så få fester med mange deltagere, for udover at I kunne låne Jer frem, så kan man leje pæne ting til en billig penge!
Praktiske og velkomne gaver at blive begavet med; det skal blive sjovt at se, hvad Daniel modtager om 10 år :-D

Linebinevaskemaskine sagde ...

Anjoe: Tak for det :D det er jo det! Det er så sjældent at det ville blive brugt og vi har nok andre ting der koster penge lige nu. Haha ja de blev meget praktiske denne gang ;)

Send en kommentar