Mad med hjertet - Hvad banker dit hjerte for?

onsdag den 5. december 2012

Flyttekage aka kanelkage

Hende der den søde Bitten hev jo teltpælene op sidst i november og jeg assisterede ved flytningen det bedste jeg havde lært.. Så jeg bagte kage! Det er det jeg kan ;) jeg er hverken handy eller super stærk, så det var mit frivillige lod. Altså jeg er god til at organisere, men det er bare lidt fesent kun at bidrage med det talent ;)


Valget faldt efter meget debat, på en kage der minder meget om en min svigermor ofte bager. Den er svampet, krydret og god til mange :) Desuden er det en "håndkage" der ikke kræver så meget udstyr for at spise den.

Jeg har faktisk er ret alvorligt traume overfor såkaldte "bradepandekager"! Alt, alt for mange tørre, papbradepandekager dengang jeg gik i børnehave, DUS (SFO for jer uden for Aalborg) og folkeskole har sat sine spor og jeg forbinder altid en sådan kage med noget træls og tørt. 
Det vil jeg gerne have vendt og den her kage sparker r**. 

Kanelkage med lækker glasur
125 g blødt smør
350 g sukker
Kornene af 1 vaniljestang
400 g mel
5 tsk kanel
1 knsp salt
2 tsk natron
1/2 liter kærnemælk

1. Pisk det bløde smør rigtig godt sammen med sukker og vanilje.
2. Bland mel med kanel, salt og natron. Pisk det godt ud i smørblandingen.
3. Pisk kærnemælken i til den er optaget i dejen.
4. Smør en bageform godt med smør og fordel dejen der. Jeg brugte min Scanpan på 39x27 cm.
5. Bages i ca. 30 min ved 200 grader

Glasur
75 g smør
5 spsk stærk kaffe
kornene af 1 vaniljestang
2 spsk kakaopulver (til bagning!)
1/2 tsk kanel
375 g flormelis

1. Smelt smør i en lille gryde sammen med kaffen.
2. Rør vanilje, kakao og kanel i og derefter flormelis.
3. Hæld straks glasuren ud over den lune kage og fordel det hurtigt. Det sætter sig rigtig hurtigt!



11 kommentarer:

Louise sagde ...

Savle....

Frida sagde ...

Hvor er den fin, elsker krymmelen!
- Frida, http://bakedbyblondie.bloggersdelight.dk

Pernille sagde ...

Kantinen på Aalborghus Gymnasium lavede en kanon krydderbradepandekage.. men har aldrig vist hvad der var i den.. kan det være den her er der henne af? Det må komme an på en prøve!

A + K = ♥ sagde ...

Uhm, elsker kanel-kage - det er bare en klassiker!

- Anne

Anonym sagde ...

Bliver kagen for kedelig, hvis man serverer den uden glasur? Den virker fristende, men 725 g sukker er mere, end jeg vil putte i én kage.
Elsebeth

Helle (LoquaciousLily) sagde ...

Åh det er altså også en af mine yndlingsbradepandekager, og efter min mening er det glasuren der får den helt op at ringe! :) Hvis jeg har lyst til at bage, men ikke har nogen æg, så ender det altid med en kanelkage.

maria Silje sagde ...

shit den ser lækker ud! (:

//Maria Silje
www.hairbymariasilje.dk

Linebinevaskemaskine sagde ...

Louise: Nemlig ;)

Frida: Tak :) jeg elsker også selv det krymmel

Pernille: Det tror jeg faktisk at den er :) hvis du bager, prøvesmager jeg gerne ;)

Anne: Det er det nemlig :) den falder i god jord hos de fleste.

Elsebeth: Det er en pænt høj kage, jeg fik 24 stykker ud af, så jeg synes faktisk ikke det er galt. Det er kombinationen af glasuren og kagen der er så lækker, så jeg vil bestemt ikke undvære den :) Jeg tror evt godt at man kan sære yderligere 50 g sukker fra kagen.

Helle: Den er bare så god den glasur, også selvom man ikke kan lide kaffe :) den er utrolig lækker!

Maria Silje: Hehe det er den bestemt også ;) og nem!

Charlotte den 2. sagde ...

Hvor ser den skøn ud - skal der slet ikke æg i kagen?
Hilsen Charlotte

Fatiima20 sagde ...

Er det kaffepulver eller brygget kaffe som der skal bruges? :)

Linebinevaskemaskine sagde ...

Charlotte: Niks :) ingen æg

Fatiima20: Stærk, brygget kaffe :)

Send en kommentar