Min lillesøster blev 23 år i mandags, men da hun skulle i skole og vores forældre i aftenvagt, endte vi med at fejre hende i går i stedet. Hun havde ønsket sig en sukker- og melfri/fattig kage og derfor blev det denne chokoladekage med dadler og appelsin. Inspirationen har jeg fundet hos Xenia og Louise.
Chokoladekage med dadler & appelsin
100 g mandler (evt. ristede)
100 g hasselnødder (evt. ristede)
450 g dadler, uden sten
60-65 g kakaopulver
6 spsk smagsneutral olie
saft og fintrevet skal af 2 øko appelsiner
1/4 tsk groft salt
kornene af 1 vaniljestang
6 æg
1. Blend hasselnødder og mandler (evt. minus en håndfuld) fint i en foodprocessor.
2. Tilsæt dadler, kakao og olie og blend til en ensartet masse. Tilsæt nu appelsin, salt og vanilje mens maskinen er tændt.
3. Blend æggene i et ad gangen. Smid den evt. sidste håndfuld nødder/mandler i så de bliver blendet groft.
4. Spænd bagepapir ud over bunden på en 24 cm springform og smør kanterne med en smule olie.
5. Fordel dejen i formen og bag kagen ved 180 grader i 30-40 min.
6. Lad kagen køle af på rist.
Ganache
150 g 86% chokolade (marabou har lavet en ganske god en)
150 g piskefløde (du kan sagtens nøjes med 100 g chokolade og 100 g fløde, meeen.. ;) )
1 spsk smør
1. Lun fløden til lige under kogepunktet
2. Hak chokoladen groft og hæld det i en skål. Hæld den varme fløde over.
3. Rør det til en blank, ensartet masse og rør derefter smør i.
4. Placer kagen på et fad og fordel ganachen over kagen. Lad det sætte sig min 1 time på køl. Kagen smager skønt når den er kølig.
Note: Jeg var lidt skeptisk ift. konceptet, men hold op kagen blev god. Specielt efter en tur på køl :) Det er jo bonus at der ikke er mel og hvidt sukker (ret meget) i. Kagen er ret luftig, svampet men også lidt tæt. Den har en tilpas sødme og en rigtig fin appelsinsmag.
Jeg vil skyde på at der til omkring 10 pers. i sådan en sag da den fylder ret godt både i maven og i smagen.
Smagen kan varieres ved at ændre forholdet mellem nødder/mandler, tilsætte lidt kanel, erstatte appelsin med en anden citrusfrugt osv. Har du en overmoden banan kan den sikkert også ryge deri :)
Mine billeder blev ikke super skarpe, da jeg ikke havde ro til at tage dem! Grunden kan i se neden for!
Da jeg jagtede dagslys var der nemlig to uromagere der løb efter mig uden for og havde svært ved at lade både mig og kagen være.
Nå ja, og så gik den vilde jagt ellers mens jeg prøvede at tage billeder af kagen, opgav og jagtede hunde i stedet for. Det er mine forældres Fie med det brune og vores Pixi med det sorte.
Men de hyggede sig :)
Fie er den eneste Pixi leger så voldsomt med og der bliver ikke lagt poter imellem.
Det er hundehygge i sneen når det er bedst :) Det er okay at mine billeder ikke blev så skarpe så ;) Det er trods alt ting der er vigtigere i livet.
5 kommentarer:
Jeg elsker at bage med dadler! Desværre er de lidt dyre for en student som mig, men kan godt få overtalt min mor nogen gange, da de jo er sunde ;) Bønner er også super at bruge i stedet for mel, og de har jo godt med protein. Har en helt kategori med lækkerier bagt med bønner eller dadler faktisk: http://bakedbyblondie.bloggersdelight.dk/category/sundt/bagt-med-bonner/ hvis det kunne være af interesse :D Og hvor er de to ballademagere bare søde!
Haja, hvor jeg bare elsker, at du lige 'twister' en opskrift for sundhedsapostle med en ganache :-).
Jeg er også som grundregel skeptisk over for "sunde" kager (når jeg skal have kage, er det bestemt ikke for at være sund), men den der er jeg virkelig fristet til at bage! Den ser jo slet ikke kedelig ud, selv om den er med dadler og alt muligt :D
Det værste synes jeg dog er, at det lige bliver en tand dyrere at bage, når der skal tørret frugt osv. i. Hvidt sukker har man trods alt altid på lager!
Meget apropos, så har jeg lige bagt Kristines "sunde" cookies med havre og rugmel ;)
Frida: Den blev bare rigtig god, specielt kølig :)Tak for linket, jeg vil bestemt kigge forbi.
Jimmi: Man skulle jo nødig gå hen og blive helt frelst ;) en lille smule chokoladeganache i ny og næ har vi ikke gjort nogen noget :P
Bitten: Jeg er også en skeptikker :)jeg bagte den også mest for sjov mere pga de anderledes ingredienser. Den smager bestemt ikke "sundt". Ja det er træls at der bliver en smule dyrere :( Uh hvordan blev de?
Lækker kage. Tak! Hvis man ikke kan tåle mælk kan man sagtens erstatte fløden med soyafløde :-) bare lige et tip!
Send en kommentar