Mad med hjertet - Hvad banker dit hjerte for?

lørdag den 24. august 2013

Blåbærkage med marcipan & kirsebær

Her er opskriften på den skønne kage, som tidligere lovet. Den er nem at lave og blåbær/kirsebær kan selvfølgelig erstattes med hindbær, brombær, ribs eller hvad du har lyst til. Du kan sikkert også bruge friske, udstenede kirsebær, men jeg havde lige et glas syltede kirsebær på lager. Desværre er jeg løbet tør for Sellebergs skønne syltede kirsebær og kirsebærsauce.

Blåbærkage med marcipan & kirsebær
skal og saft af 1 citron
200 g smør, stuetemperatur
200 g sukker
3 æg
200 g mel
3 tsk bagepulver
et lille nip salt
150 g marcipan, skåret i små tern på 0,5x0,5 cm
170 g. blåbær, jeg brugte frosne
170 g. syltede kirsebær

1. Pisk smør, sukker, citronskal og saft lyst og luftigt.
2. Pisk æggene i et ad gangen og pisk godt imellem hvert æg.
3. Bland mel sammen med bagepulve, mel og salt og vend det i dejen.
4. Vend marcipanen i dejen og sørg for den er fordelt godt.
5. Spænd bagepapir ud i bunden af en springform og smør siderne godt. Fordel halvdelen af dejen i formen.
6. Fordel halvdelen af bærene over dejen og tryk dem let ned. Fordel resten af dejen over bærene og glat den ud. Tryk resten af blåbær og kirsebær ned i dejen.
7. Bag kagen midt i ovnen ved 175 g i 50-60 min. Mærk på overfladen og stik midt i kagen med et træspyd for at tjekke om den er færdig. Bagetiden kan variere noget alt efter ovn, så hold øje. Hvis kagen bliver for mørk i sidste del af bagningen, kan du dække den til med lidt staniol.


fredag den 23. august 2013

Besøg af mormor, morfar og farmor

Se vi har fået græs! plænen ser godt nok lidt tyndhåret ud lidt endnu, men der er græs! Det begynder endelig at ligne andet end et hus der er smidt lidt tilfældigt på en byggegrund. Derfor havde jeg også inviteret min mormor, morfar og farmor til at komme at se huset og selvfølgelig en omgang eftermiddagskaf'.

Udsigten over mod den nordlige del af vores grund inkl ukrudt og en rebelsk stribe jord.

Vores kommende nabo mod vest og deres nabo. De er nemlig ikke begyndt at bygge endnu, med de regner med at komme igang i næste uge. Med lidt held er alle grundende beboede ved årsskiftet :) Så kan vi få lavet kantsten, lagt asfalt og gadebelysning.
Vores sydlige naboer, der snart er færdige, og vores indkørsel og vores græs. Vi har indhegnet det meste af haven og hele terrassen, så Pixi kan luske rundt ude i haven uden at stikke af.

Og hun nyder det! Så længe hun ikke drøner rundt og risikere at rive græsset op må hun godt være på det :) Det er godt med en lille middagslur i det fri.

Og så er det helt fantastisk at kunne holde øje med alt udenfor.

Ingen gæster uden kage og når det er så fint besøg skal der bestemt ikke mangle noget. Der er sæson for alverdens gode sager lige nu, så det blev det jeg lidt tog udgangspunkt i.

Det blev til en lækker blåbærkage med kirsebær og marcipan.Selvfølgelig serveret med en omgang creme fraiche, friske blåbær og kirsebær on the side.

Der blev også bagt speltboller ala Kristine.

Cookies ala Sabina

Godt der er rester af den gode kage til i aften! Alle synes at huset er blevet rigtig godt og vi fik endda også brugt terrassen helt hen til kl 18. Jeg tror faktisk efterhånden at vi har fået vist huset frem til langt de fleste, men vi mangler stadig min moster og onkel. Mon ikke vi kan invitere dem om ikke så længe ;)

Opskrifterne må komme lidt hen ad vejen :) Jeg satser på at kagen kommer på bloggen i morgen. Kan i have en rigtig god, forhåbentlig solrig og lun, fredag aften.

onsdag den 14. august 2013

Kyllingesalat med jordbær-dijondressing

Sommeren er desværre allerede ved at være forbi, men sikke en begivenhedsrig og travl en af slagsen. Indflytning i det nye hus, indkøb af møbler mm. have, terrassen, indkørsel, indhegning, græs, IKEA saml-selv-helvede Der er i hvert fald nok at se til (og bruge penge på). Lige nu venter vi spændt på at græsset titter frem, så Pixi kan få lov til at lege i sin nyindhegnede have.

For et par dage siden fik vi denne lækre og meget sommerlige salat. Dressing er rigtig lækker og vil bestemt også gøre sig godt med hindbær eller brombær.

Det er med at nyde de aller sidste danske jordbær

Kyllingesalat med jordbær-dijondressing 4 pers
4 stegte, afkølede kyllingebryst i skiver
1/2 agurk i tern
150 g salatblade
2 avocadoer, i skiver
2 pærer el. æbler, i skiver el. tern
100 g friske jordbær, halveret
100 g feta skåret i tern
parmesan revet groft
friskkværnet peber

1. Fordel alle ingredienserne til salaten på et fad og anret til sidst med kylling, parmesan og peber.

Jordbær-dijondressing
200 g friske jordbær
1 1/2 spsk dijonsennep
2 spsk honning
3 spsk hindbæreddike
1 1/2 dl rapsolie (smagsneutral olie)
et nip salt

1. Blend jorbær til puré. Jeg brugte bare min bamix.
2. Tilsæt sennep, honning, eddike og salt.
3. Blend det godt og hæld olien i under omrøring. Smag til!
4. Hæld en smulte dressing dekorativt over salaten og server resten i en fin lille kande eller flaske.

fredag den 2. august 2013

Brioche med nutellagelato, jordbær og hot fudge sauce


Mit kontrollerende, planlæggende, putte-ind-i-et-skema, strukturerede jeg elsker at vide hvornår jeg får gæster, hvad vi skal have og meget gerne have en lille tidsplan. Men men men, jeg tror at hele det her hushalløj har rustet mig lidt bedre til at håndtere og sætte pris på spontane ting. f.eks. da min skønne onkel, tante og fætter overraskede os til rejse gildet ved at have medbragt borde, stole, varme pølser, brød og diverse tilbehør. Hvor meget varmer det ikke lige?!

Eller når mine forældre og fiehunden pludselig holder i indkørslen fordi de lige ville se hvordan det gik og endda have fine blomster med. Og at de tilfældigvis har traileren på slæb så Daniel og min far kunne hente vitrineskabe til os i IKEA. Nogle gange er det okay at tingene bare sker spontant og alt ikke behøver være planlagt i mindste detalje :)

Tilbage til desserten fra blogpigernes besøg. Brioche en sødlig type brød bagt på smør. De fleste opskrifter jeg stødte på ville gerne have at dejen hævede køligt natten over, men det rakte min tid ej til i denne omgang. Derfor brugte jeg denne opskrift der måske er lidt med snyd på, men den smager dejligt.

Små brioche brød 8-10 stk
1 dl lun sødmælk
15 g. gær
3 æg
2 spsk sukker
et stort nip salt
ca. 380 g. hvedemel
125 g. blødt smør i tern + ekstra til formen
1 æggeblomme

1. Rør gæren ud i den lune mælk.
2. rør æg, sukker og salt deri.
3. Rør 2/3 af melet i dejen og ælt dejen i min 5 min. Den er meget klistret.
4. ælt skiftevis smør og mel i. Ælt dejen godt i et par minutter til den er ensartet og sammenhængende. Lad dejen hæve tildækket i 1 time et køligt sted.
5. Slå dejen ned og lad den hæve igen i 30 min.
6. del dejen i 16-20 stykker og tril dem til kugler.
7. Smør formen godt med smør og læg to kugler dej i hver fordybning. Jeg brugte en form til minirugbrød med 8 huller. Hvis du har en almindelig muffinplade vil jeg tro at du måske vil kunne dele dejen i 30 stykker, trille til kugler og lægge 3 kugler i hver fordybning.
8. Lad dejen efterhæve i 20 min. og bag de små brød ved 220 grader i 15-18 min. og lad dem køle helt af.

Gelato med Nutella
1,75 dl Nutella
1 dåse kondenseret mælk
1/2 liter mælk (jeg brugte bare skummetmælk)
2 1/2 dl piskefløde
et lille nip salt

1.Rør nutella og kondenseret mælk sammen i en skål.
2. Rør lidt efter lidt først fløden i og derefter mælken. tilsæt salt.
3. Kør isen på ismaskinen. Alternativt kan du hælde ismassen i en nedkølet bøtte og sætte den i fryseren. Sørg for at røre i ismassen engang imellem så der ikke kommer iskrystaller..

Hot fudge sauce
1 dåse kondenseret mælk
170 g mørk chokolade, hakket
4 spsk smør
1. Varm forsigtigt den kondenserede mælk op under omrøring og rør  chokoladen ud der.
2. Når chokoladen er helt smeltet og saucen er varmet igennem et par minutter røres smør i og saucen serveret varm, dig ikke så varm at gæsterne brænder sig ;)

Så er det bare at lade det indre legebarn og fantasien slå sig løs. Jeg hakkede lidt M&Ms og en crunchie bar for at give lidt knas, men det kunne også være rigtig godt med hakkede nødder til. Har du overskud er jeg sikker på at en omgang honey comb /hokey pokey vil gøre lykke hos gæsterne. Det er nemt og kræver ikke så mange ingredienser. Og så smager det fantastisk i is eller dyppet i chokolade!

torsdag den 1. august 2013

madbloggerbesøg af den fineste slags!


I torsdags have jeg besøg af de søde blogpiger, nemlig Sabina, Kristine, Bitten og Camilla. 
Huset er endelig ved at se både beboet og hyggeligt ud nu og så havde jeg hørt at de ar lidt nysgerrige efter at se det ;) bare lidt! Det var også alt for lang tid siden at vi havde set hinanden sidst

Der var meget meget varmt den dag, for at sige det mildt. Og med en sprit ny Weber gasgrill der skulle indvies, blev det rigtig sommermad.

Kalkunspyd med ananas og chorizo. Kødet er marineret i en sjat BBQ marinade fra Santa Maria
,peanutbutter, røget paprika, hvidløg, Alfred & Katrines skønne, ufiltrerede ketchup og 1 spsk mørk muscovadosukker. Hvis du bruger træspyd, så husk at sætte dem i blød i vand i min. 1 times tid. Jeg plejer bare at bruge en halvliters vandflaske med låg.

I denne grønne afdeling blev det til en frisk coleslaw-ish spidskålssalat med med æbler, tranebær og vindruer. Den er et hit herhjemme p.t. da den er nem at lave, taknemmelig i forhold til hvad du har af grønt og så er eventuelle rester også ret gode dagen efter.

Spidskålssalat med æble, tranebær & græskarkerner
1 lille spidskål
5 gulerødder
2 æbler
1 stor håndfuld kernefri vindruer
2 håndfulde tørrede tranebær
2 håndfulde græskarkerner, gerne ristet på en hed pande med lidt salt.

1. Snit spidskål fint, skræl gulerødder og riv dem groft, skær æblerne i tern og halver vindruerne.
2. Bland det hele godt sammen med tranebær og græskarkerner.

3 1/2 - 4 dl creme fraich - jeg brugte halv creme fraich 9% og halv A38
2 1/2 tsk dijonsennep
2 tsk honning
2 tsk hyldeblomseddike
salt, peber

1. Rør alle ingredienserne sammen og smag dressingen godt til.
2. Rør dressingen i salaten, så den er fordel godt.
3. Lad salaten trække en god times tid før servering.

Note: Salaten er også ret god med fintsnittet blegselleri eller ananasstykker. Ristede nødder, specielt karameliserede valnødder går også rigtig godt dertil. Et godt drys hallet, bredbladet persille gør sig også rigtig godt.


Foccacia med grov ølandshvede, røde druer og timian
Ingen grillhygge uden noget godt brød og hvad er bedre end hjemmebagt. Teknisk set skal der nok være durummel mel i for at det kaldes en foccacia, men mon ikke det går. Ølandshveden gør det ihvertfald rigtig godt.

50 g gær
3 dl lunt vand
3 dl yoghurt
2 tsk salt
1 tsk sukker
5 spsk olivenolie
200 g grov ølandshvede
ca. 750 g hvedemel, gerne tipo 00
2-3 spsk olivenolie
1/2 bakke røde, kernefri druer
frisk timian
flagesalt

1. Rør gæren ud i det lune vand og tilsæt yoghurt sammen med salt, sukker og olivenolie.
2. Rør ølandshveden i.
3. Ælt lidt efter lidt hvedemel i til dejen er mættet. Ælt i min. 5 min. Dejen må godt være tung og lidt klistret. Lad den hæve tildækket i 1 time.
4. Slå dejen ned og tryk den ud på et stykke bagepapir i en stor bradepande. dejen skal være 3-4 cm tyk.
5. Fordel det sidste olie over dejen, fordel frisk timian og tryk det ned med fingrene. Tryk vindruerne ned i dejen og drys med flagesalt.
6. Lad dejen efterhæve i 30 min.
7. Bages ved 250 grader i ca. 15-17 min.

Sabina havde hvisket i mit øre at hun da godt kunne spise is og med den varme den dag var det også ret oplagt.

Da jeg var yngre var jeg i Italien med mine forældre. Der så jeg is blive serveret i bløde boller og efter at have set det igen i TV vidste jeg at jeg blev nødt til at prøve at lave det selv. Desserten blev derfor bløde brioche med nutellagelato, hot fudge sauce, jorbær og knust crunchie bar. Det er bestemt noget jeg skal lave igen :) Opskrifterne får et indlæg for sig.

Jeg fik også de fineste værtindegaver! De er nu ikke så tosset at have rare gæster på besøg