Mad med hjertet - Hvad banker dit hjerte for?

søndag den 22. december 2013

Rustikke vaniljekranse med mandler

- Serveret i den fineste juleskål. Jeg fik sådan to i julegave af yndlingstøserne fra madklubben.

Jeg er ikke så god til klassiske småkager, men ingen jul uden hjemmebagte vaniljekranse! Det er noget helt andet end de blege købevarianter der er derude. Disse er fyldt med skønne ting som vanilje, mandler og smør - så bliver det vist ikke meget bedre. Det er i hvert fald de bedste vaniljekranse jeg nogensinde har smagt. Det er selvfølgelig Madam Mangors fra 1866 :)

Rustikke vaniljekranse med mandler
350 g mandler
2 stænger vanilje
500 g smør, stuetempereret
350 g sukker
2 æg
700 g mel

1. skrab kornene ud af vaniljestængerne og blend mandler, vaniljestænger og vaniljekorn helt fint. evt ad flere omgange.
2. Bland det til en ensartet dej sammen med resten af ingredienserne. Lad det hvile, pakket ind i husholdningsfilm, på køl i min 1 time. Jeg laver den altid dagen før.
3. Jeg brugte kødhakkeren med stjerneformet kageplade til min KitchenAid, men du kan også forme dem i hånden lige som Hanne K  og Klidmoster (der også stikker dem ud som fine stjernekranse!) :)
4. Bag vaniljekransene ved 180 grader i ca. 9-13 minutter til de er gyldne. Afkøl på rist.

Nu er der godt nok ikke længe til jul! Vi skal som tidligere nævnt være 14 personer og to hunde her i vores nye hus og det er min første gang som juleværtinde. Derfor brugte vi også dagen i går på at rydde op og i dag skal der så gøres rent. Gaverne er pakket ind, træet pyntet, maden købt, div. opgaver uddelegeret og efter i dag kan julen bare komme an :) I må alle sammen have nogle rigtig dejlige juledage med god mad og godt selskab!

Klidmoster og Hanne K

onsdag den 18. december 2013

Økogrisen i ovnen

Hvor meget gør du i økologi? Her komme ingen løftet pegefinger om hvad du burde og skulle, jeg er bare helt almindeligt nysgerrig.

Økologi er i de seneste år blevet mere og mere tilgængeligt for den helt almindelige forbruger. Hvor du tidligere skulle besøge en helsekost for de mest basale produkter, kan du i mange tilfælde bare tage en tur i din lokale "købmand". Selv den forstad jeg bor har virkelig godt udvalg af specielt kolonialprodukter, men økologisk kød kan faktisk være ret svært at finde. Måske er det den korte holdbar, der gør at butikskæderne skal turde satse på at få det det - jeg ved det ikke.

Jeg er ikke selv en økofanatiker, men jeg tager hatten af for dem der tager stillingen, har en holdning og gør nogen helhjertet. For mig er det vigtigt at der bliver skabt et fokus på at økologi ikke er enten-eller ala enten har du råd/overskud/omtanker eller så har du ikke. Det handler oftest om prioritering i hverdagen (og pengepungen) og at tage stilling til om du helst køber økomælk, økokød og/eller økogrønt er super godt. Jeg tror på at lidt også har ret :)


I sidste uge havde jeg madklubben på besøg til Juleklub som vi har døbt det. Jeg var nemlig blevet tilbudt en økokamsteg samt noget tilbehør til test og tænkte at det var en perfekte lejlighed. Sådan en mini juleaften med gaver og det hele!

En glad økologisk frilandsgris  

Det var en virkelig god kamsteg, skøøøn sauce og cremet rødkålssalat (pssst.. og så en gateau marcel til dessert!)

Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er lige så god til at få købt økologisk svinekød som jeg gerne ville , men jeg prøver :) Det er trods alt levende væsner og deres vilkår det handler om.

Indlægget er sponsoreret i den forstand at jeg har fået tilsendt materialer til en økojulemiddag.

torsdag den 5. december 2013

Umahro´s juledadler med peanutbutter & citrus

Lige så længe jeg kan huske, har dadler været en del af julen i vores familie. Hos mormor og morfar stod der ved juletid altid en kurv med hele nødder og en æske med dadler lige ved siden af. Nyknækkede nødder og bløde, søde dadler er nogle af de bedste juleminder!

Urtekram har sammen Umahro Cadogan lavet nogle rigtig hyggelige og lækre opskrifter på juleknas og andre gode sager der høre julen til. Bl.a. disse søde fyldte dadler. Fokus er på rene økologiske råvarer uden sprøjtegift og tilsætningsstoffer. Lige så meget som jeg elsker traditioner, påskønner jeg også nytænkning ift. de råvarer vi "normalt" bruger. Det er spændende med nye ideer til at bruge julens krydderier og andre smagsindtryk på.

Disse fyldte dadler er ingen undtagelse. De smager utrolig godt med dadlens karameliserede sødme og peanutbutterens cremede nøddesmag. Opskriften kan også findes hos Urtekram sammen med andre øko-julerier.


Fyldte dadler med peanutbutter, kanel & citrusskal
1 dl smooth peanutbutter af god kvalitet - dvs. lavet på ristede peanuts og salt.
Fintrevet skal af en økologisk appelsin (el. citron- jeg kunne nemlig ikke lige finde en øko appelsin)
1-2 tsk stødt kanel
20-25 udstenede soltørrede dadler
finthakkede, usaltede pistacienødder

1. Rør peanutbutter med lidt kanel og smag til om du vil have mere i. Rør herefter citrusskal i.
2. Fyld i en sprøjtepose/frysepose, åben forsigtigt dadlen der er halvt skåret igennem og sprøjt peanutbutterfyldet i.
3. Anret på et smukt fad, drys med pæne pistacienødder og server strakt. De kan alternativt holde et døgnstid på køl. Du kan også prøve dig frem med rålakridspulver, vanilje og kakaopulver for andre smagsindtryk.

Det stormer godt nok mildest talt her omkring vores nye hus. byggeprojektørene fra nabohuset er væltet ind over vores hegn og vi har pludselig fået en havestol ekstra. Det værste er faktisk vores nye skur der er blevet revet op og blæst væk ned over en skrænt sammen med cykler, plæneklipper og maser af værktøj. Nu er der kun en helt bar plet! Vi skal selvfølgelig være taknemmelige over at Danmark slipper så let i forhold tilstorme osv. meeen derfor er det stadig godt gammeldags træls! Vi prøver at få det bedste ud af det med nybagte boller, varm kakao med flødeskum og selvfølgelig fyldte dadler :)